De grundlæggende årsager til genstridig afføring er relativt velkendte, men det gør det ikke mindre bekymrende at have hård afføring eller forstoppelsessymptomer. Hård afføring og forstoppelse kan ramme, når du mindst venter det – og uden varsel. Vi ved, at det kan føre til en følelse af frustration, angst og nogle gange endda skam. Men det er vigtigt at huske, at du ikke er alene – og at der er hjælp at hente.
Der kan være flere årsager til en hård afføring, og en hel del af dem kan løses ved hjælp af livsstils- eller kostændringer.
Mangel på motion er en mulig årsag til hård afføring eller symptomer på forstoppelse. At bevæge sig regelmæssigt hjælper med at holde muskelbevægelserne i dine tarme aktive, så afføringen bevæger sig hurtigt gennem dit fordøjelsessystem. Når du er inaktiv, så er dine tarmmuskler også mindre aktive – hvilket betyder, at du kan opleve langsommere afføring. Det kan i sidste ende fører til, at din afføring bliver længere i kroppen, mister fugt og bliver sværere at komme af med.
Mangel på væske kan have samme effekt. Hvis din krop ikke får nok vand og bliver dehydreret, så kan den absorbere vand fra afføringen i dine tarme. Det gør afføringen hård, tør og svær at komme af med.
Mangel på fibre kan også være en faktor i forhold til forstoppelse. Fibre gør nemlig din afføring fyldigere og hjælper den med at holde på vandet, så den bliver blødere og lettere at transportere gennem fordøjelsessystemet. En fiberfattig kost fører til en hårdere afføring, som er sværere at komme af med. Forsøg derfor at spise mere frugt, grøntsager, fuldkorn og bælgfrugter, så reducerer du risikoen for forstoppelse.
Stress og angst er kendt for at have en betydelig indvirkning på fordøjelsessystemet. For eksempel kan perioder med stress eller angst få din krop til at påvirke tarmenes funktion, hvilket potentielt kan føre til forstoppelse.
Noget medicin kan give hård afføring eller forstoppelse. En række af de typer af lægemidler er listet her:
- Nogle typer smertestillende medicin
- Nogle typer hostestillende medicin
- Visse typer medicin med virkning på psyken
- Medicin mod epilepsi
- Noget blodtrykssænkende medicin
- Antihistaminer
- Jerntilskud
- Vanddrivende medicin
Lider du af forstoppelse og tager du medicin? Så anbefaler vi, at du kontakter din læge eller taler med apoteket om det.
Opsummering:
Hårde afføringer eller forstoppelse kan for eksempel skyldes: Mangel på fibre, væske eller motion, øget stressniveau eller angst samt bivirkninger af visse former for medicin.